Læsetid: 3 minutter

Leggi e ascolta la poesia “tienimi quel posto Dio mio”

Indholdsindeks

Kæreste venner der poesi af denne aften, meget sød, taler om et fortroligt forhold til Gud hvori forfatteren beder ham om at give ham en plads i evigheden.

Selv om det var det sidste sted, men at være der i evigheden, ikke for fortjeneste, men for den kærlighed, han gav, og for Guds umådelige barmhjertighed.

Læs den sammen med mig

Hold den plads for mig, min Gud – Eric Pearlman*

Hold sidstepladsen for mig, Gud.

Den, der ikke tiltrækker for meget opmærksomhed,
i bunden af bordet,
tættere på tjenerne end på gæsterne.

For jeg ved ikke, hvordan jeg skal være sammen med vigtige mennesker.
Jeg ved ikke, hvordan jeg vinder.
Jeg er ikke i stand til at feste som andre.

Hold sidstepladsen for mig, Gud.
Hvad ingen beder om.

Nede bagerst i den faldefærdige bus
som transporterer nådens pendlere
hver dag fra synd til tilgivelse.

Hold sidstepladsen for mig, Gud.
Den i slutningen af rækken.

Jeg venter på min tur
og jeg vil ikke protestere, hvis nogle mobber
det vil passere foran mig.

Hold sidstepladsen for mig, Gud.
For mig vil det være perfekt
fordi du vil vælge det.

Jeg vil være rolig
og jeg behøver ikke at skamme mig over alle mine fejl.
Det bliver mit sted.

Det vil være stedet for folk som mig.
Af dem, der ankommer sidst,
og næsten altid sent,
men de kommer,
verden ville falde.
Hold den plads for mig, min Gud.

Cosa ne pensate? A me, è piaciuta tantissimo; in queste parole ho ritrovato quello che ogni sera, prima di dormire, chiedo a Dio. Di donarmi, per Sua misericordia, un posticino nell’Eternità, per poter godere della presenza del mio meraviglioso angelo.

Buonanotte

Lad os lytte sammen

Godnathistorier

Gem den plads til mig, min Gud

00:00 / 1:47

*Erik Pearlman nasce a Budapest il 22 aprile 1955 da padre tedesco e madre italiana.

På grund af den sovjetiske undertrykkelse i 1955 flygtede familien Pearlman med en gruppe flygtninge først til Wien, derefter til Venedig og til sidst til Torino.

I den piemontesiske hovedstad finder Pearlmans en vis stabilitet. Eric begyndte sin kulturelle uddannelse i en meget ung alder, men blev aldrig indskrevet i offentlige eller private skoler.

Det er moderen selv, der sørger for hans uddannelse ved at følge sin søn på biblioteket, i teatret og i biografen. I en alder af 16 flyttede Eric til Monaco for at bo hos sine bedsteforældre. Han deltager i universitetsforelæsninger, men melder sig aldrig. I Monaco tilbragte han år fulde af kulturelle stimuli.

I 1975 oplevede han en dyb eksistentiel krise. Han vender tilbage til Torino til sine forældre og slutter sig derefter til en gruppe romaer.

Der er få oplysninger om "sigøjner"-årene, og Pearlman selv har aldrig ønsket at tale om det. I 1980 vendte han tilbage til München og samlede nogle digte i en antologi, der ikke fandt vej til udgivelse.