Tempo di lettura: 10 minuti

Conversione di San Paolo

Indholdsindeks

Resumé

“Chi ci separerà dall’amore di Cristo? La tribolazione, l’angoscia, la persecuzione, la fame, la nudità, i pericoli, la spada? Secondo quanto sta scritto: per causa tua siamo messi a morte tutto il giorno, fummo reputati come pecore da macello. Ma in tutte queste cose noi stravinciamo in grazia di Colui che ci amò. Sono infatti persuaso che né morte né vita, né angeli né potestà, né presente né futuro, né altezze né profondità, né qualunque altra cosa creata potrà separarci dall’amore che Dio ha per noi in Cristo Gesù nostro Signore”. (Rm 8, 35-39)

È paziente il Signore, e la Sua grazia si manifesta in molti modi e in molti luoghi. Aspettò Saulo sulla via verso Damasco, per mutarne il cuore e renderlo uno dei suoi apostoli più fedeli. Per farlo Santo. Lo abbracciò con la Sua luce e con la Sua voce mentre galoppava verso la città in cui si erano rifugiati molti cristiani. Prede da stanare, a cui lo aveva autorizzato il Sommo Sacerdote.

Fariseo di nascita, custode dell’ortodossia

Era ebreo, Saulo, appartenente alla setta dei farisei, la più rigorosa. Perciò fu naturale per lui, formatosi alla scuola di Gamaliele, tramutare la più fedele osservanza della legge mosaica nella più terribile persecuzione dei primi cristiani. Dopo averli cacciati da Gerusalemme, decise di raggiungerli fino a Damasco, dove si erano nascosti. Ma era proprio qui che il Signore lo aspettava.

L’incontro con Gesù

E avvenne che, mentre era in viaggio e stava per avvicinarsi a Damasco, all’improvviso lo avvolse una luce dal cielo e, cadendo a terra, udì una voce che gli diceva: “Saulo, Saulo, perché mi perséguiti? (At 9,4)”. “Chi sei?”, chiese. “Quel Gesù che tu perseguiti”, si sentì rispondere. “Cosa vuoi che io faccia, Signore?”, chiese ancora.

"Gå til Damaskus, og der vil jeg vise dig min vilje," svarede han igen. Således, blind og målløs, men med en ny sjæl, ankom han til Damaskus og blev her i tre dage i faste og konstant bøn, indtil han blev nået af præsten Ananias - en anden hellig, som kirken altid husker i dag - som døbte ham i Kristi kærlighed, der giver ham ikke blot øjnenes syn, men også hjertets.

Evangelisering på vej

Det vil være netop i Damaskus, at Paulus vil begynde sin forkyndelse og derefter flytte til Jerusalem. Her vil han møde Peter og de andre apostle: først på vagt, så vil de byde ham velkommen blandt dem og tale udførligt til ham om Jesus.Vendte tilbage til sit hjemland Tarsus fortsatte han evangeliseringsarbejdet og stødte altid sammen med manges forvirring. , jøder og kristne, for den ændring, der skete. Efter Tarsus tager Paulus til Antiokia, hvor han vil tage kontakt til lokalsamfundet. Den første sande missionær i historien, med behovet for at bringe Ordet til alle mennesker, kunne ingen nu adskille Paulus fra Kristi kærlighed.

kilde © Vatikanets nyheder – Dicasterium pro Communicatione

Benedikt XVI (3. september 2008)

Kære brødre og søstre,

Dagens katekese vil være dedikeret til den oplevelse, som Sankt Paulus havde på vejen til Damaskus og derfor til det, der almindeligvis kaldes hans omvendelse.

Netop på vejen til Damaskus, i begyndelsen af 30'erne af det første århundrede, og efter en periode, hvor den havde forfulgt kirken, var det afgørende øjeblik for liv af Paul. Der er skrevet meget om det og selvfølgelig fra forskellige synsvinkler. Hvad der er sikkert er, at der skete et vendepunkt der, eller rettere en vending af perspektivet. Så begyndte han uventet at overveje "tab" og "skrald" alt, hvad der tidligere for ham udgjorde det højeste ideal, nærmest årsagen til hans eksistens (seFil 3,7-8). Hvad var der sket?

Vi har to typer kilder i denne forbindelse. Den første type, den bedst kendte, er historierne skrevet af Luca, som fortæller om begivenheden tre gange iApostlenes Gerninger(se9,1-19;22,3-21;26,4-23). Den gennemsnitlige læser er måske fristet til at dvæle for meget ved nogle detaljer, såsom lyset fra himlen, faldet til jorden, stemmen, der kalder, den nye tilstand af blindhed, helbredelsen som for fald af skæl fra øjnene og fasten.

Men alle disse detaljer refererer til begivenhedens centrum: den opstandne Kristus fremstår som et strålende lys og taler til Saulus og forvandler hans tanker og selve hans liv. Den Opstandnes pragt gør ham blind: således viser det, som var hans indre virkelighed, sig også udadtil, hans blindhed over for sandheden, lyset, som er Kristus. Og så åbner hans definitive "ja" til Kristus i dåben hans øjne igen, får ham til at se virkelig.

I oldkirken kaldtes også dåben"belysning", perché tale sacramento dà la luce, fa vedere realmente. Quanto così si indica teologicamente, in Paolo si realizza anche fisicamente: guarito dalla sua cecità interiore, vede bene.

San Paolo, quindi, è stato trasformato non da un pensiero ma da un evento, dalla presenza irresistibile del Risorto, della quale mai potrà in seguito dubitare tanto era stata forte l’evidenza dell’evento, di questo incontro. Esso cambiò fondamentalmente la vita di Paolo; in questo senso si può e si deve parlare di una conversione.

Questo incontro è il centro del racconto di san Luca, il quale è ben possibile che abbia utilizzato un racconto nato probabilmente nella comunità di Damasco. Lo fa pensare il colorito locale dato dalla presenza di Ananìa e dai nomi sia della via che del proprietario della casa in cui Paolo soggiornò (cfr At 9,11).

Il secondo tipo di fonti sulla conversione è costituito dalle stesse Breve di san Paolo. Egli non ha mai parlato in dettaglio di questo avvenimento, penso perché poteva supporre che tutti conoscessero l’essenziale di questa sua storia, tutti sapevano che da persecutore era stato trasformato in apostolo fervente di Cristo. E ciò era avvenuto non in seguito ad una propria riflessione, ma ad un evento forte, ad un incontro con il Risorto.

Selvom han ikke taler om detaljerne, nævner han flere gange denne meget vigtige kendsgerning, det vil sige, at han også er et vidne til Jesu opstandelse, hvoraf han straks modtog åbenbaringen fra Jesus selv, sammen med missionen af en apostel. Den klareste tekst om dette punkt findes i hans beretning om, hvad der udgør centrum for frelsens historie: Jesu død og opstandelse og åbenbaringerne for vidnerne (jf.1 Kor15).

Med ord fra den ældgamle tradition, som han også modtog fra Jerusalems kirke, siger han, at Jesus, der døde korsfæstet, begravet og genopstod, viste sig efter opstandelsen først for Kefas, det vil sige for Peter, derefter for de tolv , så til fem hundrede brødre, som i de fleste af dem stadig levede på det tidspunkt, så til Jakob, så til alle apostlene.

Og til denne historie modtaget fra traditionen tilføjer han:"Sidst af alt viste han sig også for mig"(1 Kor15.8). Således gør han det klart, at dette er grundlaget for hans apostolat og hans nye liv. Der er også andre tekster, hvor det samme optræder:"Ved Jesus Kristus har vi modtaget apostolatets nåde"(seRm1,5); det er stadig:"Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?"(1 Kor9.1), ord, hvormed han hentyder til noget, som alle kender.

Og endelig kan den mest udbredte tekst læses indGal1.15-17:"Men da han, som udvalgte mig fra min mors liv og kaldte mig med sin nåde, behagede at åbenbare sin søn for mig, så jeg straks kunne forkynde ham blandt hedningerne, uden at rådføre sig med nogen, uden at tage til Jerusalem til dem, som de var apostle før mig, tog jeg til Arabien og vendte derefter tilbage til Damaskus". Heri"selv undskyldning"han understreger bestemt, at han også er et sandt vidne om den Opstandne, han har modtaget sin egen mission straks fra den Opstandne.

Vi kan således se, at de to kilder, Apostlenes Gerninger og Paulus' Breve, er konvergerende og enige om det grundlæggende punkt: Den Opstandne talte til Paulus, kaldte ham til apostolatet, gjorde ham til en sand apostel, vidne om opstandelsen, med den specifikke opgave at forkynde evangeliet for hedningerne, til den græsk-romerske verden.

Og samtidig lærte Paulus, at på trods af umiddelbarheden af hans forhold til den Opstandne, skal han indgå i Kirkens fællesskab, han skal døbes, han skal leve i harmoni med de andre apostle. Kun i dette fællesskab med enhver kan han være en sand apostel, som han udtrykkeligt skriver i det første brev til korintherne:"Både jeg og de prædiker sådan, og så har du troet"(15, 11). Der er kun én meddelelse om den Opstandne, fordi Kristus kun er én.

Som vi kan se, fortolker Paulus i alle disse passager aldrig dette øjeblik som en omvendelse. Hvorfor? Der er mange hypoteser, men for mig er årsagen meget klar. Dette vendepunkt i hans liv, denne transformation af hele hans væsen var ikke frugten af en psykologisk proces, af en intellektuel og moralsk modning eller evolution, men kom udefra: det var ikke frugten af hans tanke, men af mødet med Kristus Jesus.

I denne forstand var det ikke blot en omvendelse, en modning af hans "ego", men det var død og opstandelse for ham selv: en af hans eksistenser døde, og en anden ny blev født med den opstandne Kristus. På ingen anden måde kan denne fornyelse af Paulus forklares. Alle psykologiske analyser kan ikke afklare og løse problemet.

Kun begivenheden, det magtfulde møde med Kristus, er nøglen til at forstå, hvad der var sket: død og opstandelse, fornyelse fra den side, som havde vist sig selv og talt til ham. I denne dybere forstand kan og skal vi tale om omvendelse.

Dette møde er en reel fornyelse, der har ændret alle sine parametre. Nu kan han sige, at det, der engang var væsentligt og grundlæggende for ham, er blevet for ham"affald"; er ikke længere"Jeg tjener", men tab, for nu tæller kun livet i Kristus.

Vi skal dog ikke tro, at Paulus således var lukket inde for en blind begivenhed. Det modsatte er sandt, fordi den opstandne Kristus er sandhedens lys, Guds lys. Dette udvidede hans hjerte, gjorde det åbent for alle. I dette øjeblik har han ikke mistet det gode og sande i sit liv, i sin arv, men han har på en ny måde forstået visdommen, sandheden, dybden af loven og profeterne, han har tilegnet sig dem på en ny måde. .

Samtidig blev hans fornuft åbnet for hedningernes visdom; efter at have åbnet sig for Kristus af hele sit hjerte, blev han i stand til en bred dialog med alle, han blev i stand til at blive alt for alle. Således kunne han virkelig have været hedningenes apostel.

Når vi nu kommer til os selv, spørger vi os selv, hvad betyder det for os? Det betyder, at også for os er kristendommen ikke en ny filosofi eller en ny moral.Vi er kun kristne, hvis vi møder Kristus. Han viser sig bestemt ikke for os på denne uimodståelige, lysende måde, som han gjorde med Paulus for at gøre ham til alle menneskers apostel.

Men også vi kan møde Kristus, i læsningen af den hellige skrift, i bøn, i kirkens liturgiske liv. Vi kan røre ved Kristi hjerte og føle, at han rører ved vores. Kun i dette personlige forhold til Kristus, kun i dette møde med den Opstandne, bliver vi virkelig kristne. Og således åbner vores fornuft sig, al Kristi visdom og al sandhedens rigdom åbner sig.

Så lad os bede til Herren om at oplyse os, give os i vores verden mødet med hans nærvær: og dermed give os en levende tro, et åbent hjerte, en stor næstekærlighed for alle, i stand til at forny verden.